Tag med på dit 4-dages fuldriggereventyr fra 11. oktober til 15. oktober 2026
Unikt sejlmanøvreringstogt på den hollandske fuldrigger for dig mellem 15 og 25 år. Det foregår i efterårsferien, og det er din mulighed for at prøve ikke blot at sejle, men også at udføre manøvre på det majestætisk sejlskib. Togtet er for alle unge, både dig der aldrig har sat dine ben på et sejlskib og dig, der har.
Praktisk info
Hvornår: Du påmønstrer den 11. oktober kl. 17
Du afmønstrer den 15. oktober kl. 10
Hvor: om bord på den hollandske fuldrigger Stad Amsterdam med sejlads i danske farvande
Hvem kan komme med: alle unge mellem 15 og 25 år.
Pris: 595 euro svarende til ca. 4500 kr. for medlemmer af DSTA
Originalprisen for togt er 875 euro svarende til ca. 6500 kr.
(Er du endnu ikke medlem, kan du blive det her for 250 kr.)
For første gang nogensinde har du mulighed for at sejle med på et sejlmanøvreringstogt i danske farvand på det hollandske flagskib Stad Amsterdam.
Sejlskibet Stad Amsterdam besøger sjældent Danmark, selvom en stor del af besætningen lige fra kaptajn, styrmænd, dæksbesætning, kokke og servicemedarbejdere ofte er danskere.
DSTA har fået muligheden for at give alle medlemmer af DSTA 33% rabat på togtet.
Tilmeld dig her
Brug koden ALLABOARDDSTA, når du tilmelder dig.
Er du endnu ikke medlem, kan du melde dig ind her
Læs mere om togtet
Hvorfor er togtet så særligt?
De fleste togter handler om at sejle fra A til B inden for en bestemt tidsfrist, nogle gange med et twist af kapsejlads. Dette togt handler ikke om distance, men om at se, hvad skibet kan, og at få lavet en masse manøvre. Du kommer derfor til at halse, stagvende, brase, ligge for anker, sætte sejl, bjærge sejle, gå til vejrs, beslå sejl og alt det praktiske arbejde, der er på en fuldrigger.
Derudover er det første gang Stad Amsterdam laver en Youth Trip i Danmark. Dette er den første mulighed for at alle danske unge kan deltage på en youth trip på Stad Amsterdam. Normalt er det kun unge fra Holland, der kan tage med på den årlige youth trip.
Drømmer du om at sejle på Stad Amsterdam? At sejle på en fuldrigger uden at skulle tage en uddannelse på de danske skoleskibe Georg Stage eller Danmark? At sejle på et nyt skib? At gå op i masterne? At prøve noget nyt? At sejle sammen med andre unge? Alt dette får du mulighed for på dette helt unikke togt.
Når du kommer om bord
Du påmønstrer i København den 11. oktober. Du får et kammer, som du deler med op til 3 andre unge. På ankomstaftenen vil der være en rundvisning, aftensmad og en sikkershedsbriefing og generel info om program, spisetider ect.
Hvordan bruges dagene
Hver dag starter med morgenmad i longroom, hvor alle nyder måltidet sammen. Måske efter en morgensvømningstur langs skibet?
Der vil være en briefing, der skal lettes anker og gøres klar til at sætte sejl.
Så følger sejlsætning, manøvrering med skibet og på et eller andet tidspunkt omkring middag vil der være frokost. Der vil være to smokos i løbet af dagen, hvilket er skibets udtryk for en kaffe/tepause oftest med småkager og frugt.
Sejladsen og manøvreringen, fortsætter og på et tidspunkt i løbet af eftermiddagen kastes der anker. Der skal beslåes sejl og klares op på dæk, og inden længe venter endnu et lækkert måltid i longroom tilberedt af skibets dygtige kokke.
Efter aftensmaden er der mulighed for at slappe af på dækket, på sit kammer eller med de andre i Longroom enten med brætspil, film eller blot hyggesnak.
"You will learn to steer, navigate, hoist the sails, climb the rigging, and step out onto the bowsprit. You will also help with daily maintenance and cleaning, you are a real, working member of the crew."
Du kan læse mere om skibet og om hvad Stad Amsterdam selv skriver om togtet på deres hjemmeside
https://www.stadamsterdam.com/en/sailingtrip/youth-trip-copenhagen/
Andet du har brug for at vide
Besætningen er international og derfor er arbejdssproget om bord engelsk.
Det er muligt at købe snacks om bord, men du må selvfølgelig også gerne medbringe dine egne.
Du afmønstrer i Kbh. efter 4 fede dage om bord.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte DSTA og Stad Amsterdam
Du kan skrive til DSTA på dsta.forening@gmail.com
Du kan skrive til Stad Amsterdams kontor på sales@stadamsterdam.nl
Tilmeld dig din fedeste efterårsaktivitet her
Brug koden ALLABOARDDSTA, når du tilmelder dig.
Er du endnu ikke medlem, kan du melde dig ind her
Er du nysgerrig på, hvordan det er at være om bord, kan du se med her:






