|
Nordisk
Sejlads
Den 6. juli 2011//Lone
Bolther Rubin
LOA protesterer over kort
mållinje-varsel og forventer at få en velfortjent
førsteplads i løb A.
Klokken 19.30 tirsdag aften blev
mållinjen i den sidste etape af Nordisk Sejlads sat ud
for Frederikshavn i Danmark. Udsigt til vindstille var
årsagen til, at den sædvanlige kapsejlads over 130 sømil
blev kortet ned til omkring 30.
Det betød, at den fællesnordiske
besætning på LOA kun havde 10 minutter tilbage og
pludselig var i skarp konkurrence med skonnerten
Westkust fra Orust i Sverige. Mållinjen var placeret
øst-vest, og da Westkust havde anlagt en nordlig kurs på
et tidligere tidspunkt, kom de akkurat over først.
Det skabte noget røre i den unge
besætning på LOA, der egentlig var tættere på den
mållinje, som man havde forventet ved indsejlingen til
Oslofjorden. Men skipper Michael Skatka beroligede de
unge:
- Rolig nu, jeg har indgivet
protest. Vi skal nok få gjort, så vi vinder, for vi er
længere fremme end dem. Vi skal nok få den førsteplads,
og nu skal vi have bjerget sejlene.
Det fik de unge til at juble, og
som altid var de hurtigt i selerne, for en tur i riggen
er en af de mest populære aktiviteter ombord. Det var et
smukt syn – riggen fuld af unge mod en blå himmel og en
lavtstående sol.
Herefter startede LOA motoren
for at sejle mod Frederikstad, hvor de forventer at
ankomme midt på eftermiddagen onsdag.
Nordisk Sejlads begyndte i
sidste uge i Varberg i Sverige, og den første kapsejlads
gik til Hobro i Danmark. Mandag i denne uge var der
venskabssejlads til Hals Havn, og i dag gik starten så
mod Frederikstad. Kapsejladsen begyndte i let vind, der
nåede op omkring 5-8 sekundmeter, inden den døde ind
under aften.
For første gang er det lykkedes
Nordisk Sejlads at få en fællesnordisk båd med, hvor de
tre værtskommuner har sendt hver fem unge ud at sejle.
LOA, der er hjemmehørende i Aalborg Danmark, ligger skib
til. Det er en tremastet barkentine med råsejl på
forreste mast og skonnertsejl på de to øvrige.
|

Et smukt syn – riggen fuld af unge danskere, nordmænd og
svenskere, der samarbejder om at pakke sejlene efter en
vel overstået kapsejlads

Nordisk sejlads
- venskabelig kapsejlads mellem
traditionelt riggede skibe. |