Formål   |   Medlemmer   |   Kontakt  |  Links

 

Forside  >  Formål

Danish Sail Training Association er de danske skole- og øvelsesskibes forening.

Det er DSTAs formål at:

  • støtte danske sejlførende skole- og øvelsesskibe, der beskæftiger sig med unges oplæring til søs,

  • give unge danske mulighed for at møde unge fra andre nationer i venskabelig kappestrid og andet samvær i forbindelse med oplæring til søs,

  • bidrage til at udvikle venskab og forståelse på tværs af politiske og kulturelle skel.

Hvad er Sail Training?

Der findes ikke noget dansk ord for det, desværre. På STIs hjemmeside kan man læse følgende om, hvad Sail Training er:

Sail Training er en aktivitet der konfronterer en med mange krævende udfordringer, fysisk såvel som psykisk. Det giver selvtillid og erkendelse af ens personlige ansvar. Gennem Sail Training lærer man at acceptere sine medmennesker uden skelen til social eller kulturel baggrund. Sail Training fremmer ens evne og beredskab til at tage og takle kontrollerede risici. For langt de fleste er Sail Training  på et Tall Ship en positiv erfaring der ofte forandrer ens liv for altid.

Sail Training foregår overalt i verden og på mange forskellige typer af sejlskibe. Nogle af de mest effektive programmer findes ombord på mindre fartøj, hvor tæt samarbejde i et lille dedikeret team er nøgleordet. På de store og stolte råsejlere mødes desuden helt andre udfordringer med meget krævende og hårdt arbejde på dæk og til vejrs.

Sail Training er en eventyr-oplevelse for mennesker i alle aldre og med mange forskellige evner og færdigheder. Det er i hurtig vækst, fordi det har vist sin værdi for at udvikle deltagernes personlige styrke og evne til at konfrontere livets udfordringer. Selvfølgelig omfatter Sail Training undervisning i sikker sejlads med alle sine aspekter, men formålet rækker langt ud over det. At være til søs er en erfaring der kan hjælpe en at lære mere om sig selv, at opdage uanede kræfter, evner og talenter og ikke mindst forstå betydningen og værdien af samarbejde i et team.

STI er en paraplyorganisation der blev grundlagt i 2002. Dens rødder går dog helt tilbage til 1956, hvor et "Sail Training International Race Committee" etablerede sig i Storbritannien. I dag er STI en ret forgrenet organisation med mange arbejdsopgaver. Dens hovedsæde ligger i Sydengland.

DSTA blev formelt grundlagt i 1996. Ligesom dens søsterorganisationer i andre lande nyder DSTA glæden af et tæt samarbejde med STI. Dels drejer det sig om landets (her: Danmarks) engagement i Sail Training, dels om STIs arbejde som organisator for de velkendte store Tall Ships Races, samt en række andre begivenheder, og endelig om STIs indsats som søfartspolitisk talerør for skoleskibenes interesse overfor nationale og internationale myndigheder og interesseorganisationer, som fx. IMO. I praksis er STI, som de selv udtrykker det, "ejet og kontrolleret" af medlemslandene via deres nationale repræsentanter.

Det første Tall Ships Race blev afholdt i 1956, hvor 12 skibe sejlede fra Dartmouth til Lissabon og tilbage. Den danske deltager var skoleskibet "Georg Stage". Indtil begyndelsen af 70'erne blev kapsejladserne afholdt hvert andet år. Siden hen finder de sted hvert år, mestendels i Europa, men også over længere distancer og forskellige steder på kloden.

 

Samlede vedtægter kan læses her.

 

 

Danish Sail Training Association

Sidst rettet 06-02-2012